I dokumentarfilmen The Human Scale har den verdenskendte danske arkitekt, Jan Gehl, og hans hold visioner om at indrette byer med fokus på menneskers behov og adfærd.
Deres mål er, at byerne bygges på livskvalitet, bæredygtighed og menneskevenlighed. Altså en humanistisk mission, der bliver ført ud i livet i nogle af verdens største byer.
Fra Times Square i New York til jordskælvsramte Christchurch i New Zealand og regeringens fokus på bæredygtige løsninger i Dhaka, Bangladesh skildres et behov for radikal nytænkning i menneskets vilkår i de moderne byer.
Andreas M. Dalsgaard, der er filmens instruktør, er også antropolog med studier i Danmark og Frankrig, og han har tidligere instrueret dokumentarfilmene Afghan Muscles (2008) og Cities on Speed: Bogota Change (2009), hvoraf sidstnævnte også har byen som omdrejningspunkt.
The Human Scale udforsker, hvad der sker, når man sætter mennesket i centrum i planlægningen af byrummet.