’The Look of Silence’ er Joshua Oppenheimers stærke efterfølger til den Oscar®-nominerede ’The Act of Killing’. Under Oppenheimers optagelser med gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab i 1965 finder en familie ud af, hvordan deres ældste søn blev myrdet – samt hvem, der gjorde det.
Dokumentarfilmen følger familiens yngste søn, en optiker ved navn Adi. Han beslutter sig for at bryde den undertrykkende tavshed, der har præget ofrenes familier siden folkedrabet. Han gør noget helt igennem utænkeligt i et samfund, hvor morderne stadig er ved magten: Mens han tester deres syn, konfronterer Adi de mænd, som dræbte hans bror, og opfordrer dem til at tage ansvar for deres gerninger.
The Look of Silence er en uafrystelig og poetisk film, der både igangsætter og bevidner afslutningen på 50 års tavshed.